Spar vognmænd for ekstra udgifter:

Drop forhøjelsen af

ødelæggende afgift

Mens partierne i den røde blok bl.a. forhandler om en tredobling af den forhadte og ødelæggende arveafgift fra 6 til 15 procent, søger politikerne samtidigt at overbevise danskerne om, at det kun er de mest velpolstrede familiefirmaer, der vil blive ramt. Men det er unægtelig en påstand med modifikationer. For det er en kendsgerning, at masser af især små – og mellemstore familiefirmaer rammes hårdt.

Ifølge Dansk Statistik, udgør familieejede firmaer en central del af dansk erhvervsliv. I de kommende år står 23.000 familieejede firmaer over for et generationsskifte. Der er samlet ansat omkring 850.000 medarbejdere, og mange af dem er naturligvis spændt på om generationsskiftet gennemføres, eller firmaerne sælges til anden side med risiko for afskedigelser af ellers dygtige og kompetente medarbejdere.

Regeringens problem er, at man skal skaffe penge til mange af de nærmest helt urealistiske planer for klima- og miljø. Det gør det heller ikke lettere, at især Enhedslistens Pernille Skipper bliver ved med at fremture om, at nu må det være virksomhedernes tur til at betale. I min optik er det noget nær en gammeldags kommunistisk tankegang, for man er ikke nødvendigvis rig, fordi man ejer et familiefirma.

Sandheden er jo en helt anden, for det er de færreste, der bruger penge på nye biler eller anden luksus. Pengene investeres jo i virksomheden, og der skal sættes midler af til nyt materiel, ny teknologi og andre investeringer. Er der ikke en voksen til stede, som kan fortælle skrivebordsteoretikeren Pernille Skipper om, hvordan tingene foregår i virkelighedens verden?

Det er der åbenbart behov for!

Når der skal afsættes ekstra penge til arveafgift, trækkes de ud af firmaet, som godt kunne bruge pengene på udvikling. Men den aktuelle situation skaber voldsom usikkerhed hos hundredvis af danske vognmænd. For har man råd til at investere det nødvendige, når arveafgiften tredobles? Og er det rimeligt, at ramme masser af små og mellemstore virksomheder, som i forvejen kæmper mod social dumping og andre genvordigheder?

Så drop den fejlagtige teori om at mindre virksomheder er stinkende rige!

Kommentar af Preben von Skjoeth

På foreningens vegne

Jens Groot, kontorleder

Redaktion: Preben von Skjoeth

Har du en kommentar til dette nyhedsbrev, så giv dit besyv med. Gerne her på Facebook

Du kan også kontakte:

Formanden Christian Jensen • Tlf. 20 91 71 51 eller kontorleder Jens Groot • Tlf. 86 88 05 44

Vil du vide mere om FDL og FDL indkøb så klik her www.fdl-vognmand.dk

Med venlig hilsen


Transmitter 10, 7100 Vejle
Redaktør Preben Skjøth
Tlf. 29 43 03 44
psk@fdl-vm.dk