Vognmands-branchen holder Danmark kørende:

Men vi savner politisk respekt

Man kan med rette spørge, hvorfor vognmands-branchen ikke nyder større respekt hos såvel politikere som hos menige borgere. For intet andet erhverv er underlagt så mange love, regler og bekendtgørelser, som vognmænd og chauffører. Vognmænd og chauffører er uden diskussion de eneste, som risikerer små og store bøder under udførelse af deres arbejde, som reelt består i at holde Danmark kørende, som man siger. Nu får man altså kun bøder, hvis man foretager sig noget ulovligt, men det er vel ikke helt utænkeligt, at risikoen for at betale for selv mindre fejltagelser, holder en hel del unge væk fra branchen.

Med det skudsmål, vognmands-branchen, især i de seneste år, har fået, er det faktisk forståeligt, at det kan være svært at rekruttere nye folk. Hvor både vognmænd, og de fleste chauffører, i gamle dage nød en vis respekt, er det, i dag. ikke særligt fint” at være vognmand eller chauffør. Det er i hvert fald ikke noget, man går og skilter med, og det er synd, for der findes jo mange veluddannede og ordentlige folk bag rattet af de store biler. Bevares, der er selvfølgelig altid brodne kar, som på et splitsekund kan ødelægge det for andre, som kører fornuftigt og hensynsfuldt. Og det er altid de dårlige oplevelser, andre bilister husker.

Et andet, lige så stort, problem, er den manglende respekt fra politikernes side. Det ligger måske i, at transportpolitik ikke rangerer højt på listen over politiske poster. Tænk på nogle af de ministre, vi har måttet slås med. Ministre, som ikke anede en pind om deres fagområde. Eller, som Sonja Mikkelsen, direkte modarbejdede branchen. Tænk på navne som Frode Nøhr, Knud Heinesen, Carina Christensen, Jens Kampmann, Lars Barfod, Jan Trøjborg og Jakob Buksti. Og nu en meget egenrådig Ole Birk Olesen. Da vi så endelig, i Pia Olsen Dyhr, fik en minister, der ville ryde op, trådte SF ud af regeringen, og så var vi lige vidt.

Det er lige så deprimerende, som man alle de brudte løfter og usandheder, som visse politikere om giver sig med. Et godt eksempel er, at en Venstre-politiker, som for blot to år siden, ikke ønskede et dansk BAG, i dag frejdigt står frem og påstår, at han i mange år har kæmpet for et dansk BAG. Og får ros for det. Ikke rar læsning, for da FDL for år tilbage, fremlagde et forslag om et dansk BAG, sagde den pågældende politiker klart nej. Men nu, hvor vi nærmer os et valg, skal der fiskes stemmer, og så gælder alle kneb, som bekendt. Samme politiker lovede for nogle år siden på en vestfynsk udstilling at skaffe masser af jobs.

Han glemte blot at fortælle, at det var forhutlede, og underbetale, udlændinge, som blev hentet hertil af cabotage-mafiaen. Sandheden er den, at de eneste, der rigtigt bliver hørt, er dem, der har råd til at betale lobbyister og spindoktorer til at overbevise politikerne om, at begrænsninger i markedsøkonomien næsten er det samme som at lukke Danmark. Alle taler mod social dumping, men hvordan gør man noget? Selv statslige virksomheder og PostNord anvender udlændinge, som med rette går ind under begrebet social dumping. Vi er til grin, mens ITD og DI Transport og alle de store aktører på markedet griner ad os. Men hvorfor finder vi os i det?

Kommentaren af Preben von Skjoeth